Forside

 

                           

   

        '

 

 

 

                                

Sårtyper

 

Almen sårheling

  

 

 

 

 

 

Vejledning

 

Fotos

 

 

 

 

Ordliste

 

Hvem er jeg ???

 

Nyheder  

 

 

 

 

Venøse ulcus cruris.

 

Højt venøst blodtryk er den hyppigste årsag til bensår.

Det anslås at mellem 60-80% af alle bensår er rent venøst.

 

Hvordan kan man se om det er et venøst bensår?

 

Lokalisation: Venøse bensår ses nederst på benet, ofte lige over anklen på benets inderside. 

Symptomer: Såret er ofte omgivet af en brun/rødbrun misfarvning (hæmosiderin), som er et udtryk for det patalogiske høje tryk hudens blodkar udsættes for. Benet er ofte eksematøs med tør skældende hud, og der er ofte et tydeligt ødem i huden på nedre del af benet og på foden.

Huden rundt om såret kan være indureret (hård), såkaldt lipodermato-sclerose. Ofte er der bare ét sår på benet, men det kan til gengæld være stort.

Personernen har sjældent stærke smerter og sorte nekroser ses kun undtagelsesvis.  

 

Ulcus cruris venosum fremkommer på grund af venepumpen, der betinger blodets tilbagegang fra benet. Årsagen til denne insufficiens kan være nedsat eller manglende funktion af klapperne i venerne. Medvirkende årsager kan være en arvelig disposition, følger efter graviditet, overvægt eller stående siddende arbejde. Stace af veneblod medfører ødem, der efterhånden medfører brunlig misfarvning af huden. Denne misfarvning skyldes hæmoglobinaflejringer, der er presset ud i vævet, og som ikke resorberes tillige med ødemet. Der kommer tørt skældende eksem (staseeksem).

 

Det venøse ulcus cruris sidder normalt på indersiden af crus og hyppigst på den nederste tredjedel. Der vil næsten altid være ødem af crus, især sidst på dagen. Pulsen i foden er normal, men kan være vanskelig at føle, hvis ødemet er udtalt. Foden føles varm. Sårene er hyppigst overfladiske, ofte store, landkortlignende og væskende. En del af disse personer har tidligere haft dyb trombophlebitis.

 

 

Anatomiske forhold:

 

 

Venerne ligger inde mellem musklerne.

Venerne er forsynet med klapper, der sørger for at ensrette blodet.

Klapperne er opbygget som nogle små lommer, som fyldes med blod, når blodet prøver at løbe den forkerte vej. Når de fyldes med blod, spærrer de venerne, så blodet kun kan løbe én vej, mod hjertet.

Ved normal cirkulation vil muskelsammentrækninger i læggen hjælpe til med at pumpe blodet gennem venerne.

En fast bindevævsmembran, som ligger mellem det overfladiske og det dybe venesystem fungere som modhold, sådan at venerne presses sammen når musklerne benyttes.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skader på veneklapperne, eller de dybe vener, vil forstyrre cirkulationen og forårsage et forhøjet tryk.

På den anden side kan skader på veneklapperne opstå af;

  • Vedvarende forhøjet tryk i venerne (særligt i det overfladiske venesystem)

  • Trombose (dannelse af en blodprop i en blodåre)

På grund af at det overfladiske venesystem ikke er dimensioneret til at tåle høje tryk, vil væske og blodceller lække ud af kapillærerne og ud i underhudsvævet. Der opstår et ødem som vanskeliggør diffusionen mellem blodbanen og cellerne i huden.

 

 

 

   Tilstande der øger risikoen:                                    Kendetegn:
  • Immobilitet                                                       - Træthedsfornemmelse/tyngde i benet
  • Overvægt                                                         - Ødem
  • Distale ødemer                                                 - Pigmentering af huden (hæmogoblinfarvestof)
  • Varicer                                                              - Rigeligt sekretion fra såret
  • Tidligere thrombophletis                                  - Oftest lokaliseret ved den mediale malleol
  •                                                                            - Lette til moderate sårsmerter

                                              

 

 

 

Sygepleje til personer med venøst ulcus cruris:

Da ødemet og det venøse tilbageløb hos disse personer er den overvejende grund til sårets opståen og manglende heling, er det også disse to tilstande, som sygeplejen må rette sig imod.

En effektiv kompressionsbehandling med kompressionsbind eller kompressionsstrømper skal påbegyndes, når personen har fået diagnosticeret sit sår som værende venøst betinget. Det er ofte ubehageligt for personen at anvende kompressionsbind, og det er derfor af stor betydning, at personen bliver vejledt om, hvor vigtigt denne behandling er.

Man skal være opmærksom på, at ødemer kan være forårsaget af hjerte- eller nyreinsufficiens, og personen kan have behov for diuretisk behandling, hvorfor lægen skal tilse personen.

 

For at mindske ødemet kan man elevere sengens fodende en smule og sørge for, at personen har en skammel, til benene når han/hun sidder i en stol.

 

Overvægtige personer synes at have større risiko for venøse sår. Kostregulering og vægttab bør drøftes med personen, selv om disse problemer ofte kan være svære at løse hos, især ældre personer.

 

 

 

 

 

Traditionel kompressionsbehandling:

 

Kompressionsforbinding bruges ved venøse og lymfatiske lidelser til understøttelse af muskelpumpen, forbedring af den venøse tilbagestrømning, samt forebyggelse af venøs og lymfatisk stase, f.eks. åreknuder, kronisk insufficiens med skinnebenssår, venøst ødem, tromboflebitis, venethrombe, efter veneoperation, efter behandling af åreknuder eller primær og sekunder lymfeødem.

 

Kompression af benet er som regel en forudsætning for at et venøst bensår kan hele. Den lokale sårbehandling skal derfor altid supleres med kompression. Det ydre tryk forbedrer muskel-venepumpens funktion samtidig med at ødem presses tilbage. Bindet fungerer altså som en erstatning for bindevævsmembranen, mellem de dybe og overfladiske vener.

 

Denne traditionelle kompressionsbehandling går ud på, at et elastisk bind lægges rundt om benet fra tæerne og op til knæet.

Efter at den ganle bandage er fjernet, rengøres benet og såret (evt. med fodbad). Huden tørres godt, løs og tør hud fjernes og evt eksem behandles. Foretag en observation og evaluering af såret.  Huden rundt om såret behandles med fugtighedscreme, eller lignende ved behov. Hvis der ikke er tegn til komplikationer lægges en velegnet primærbandage på såret. Bandagen må være så tilpas tynd, at det ikke vanskeliggør pålægningen af bindet eller gør det umuligt for personen at få sko på.

 

Kompressionsbandagen skal lægges fra tåbasen og helt op til lige under knæet, brug flere bind hvis det er nødvendig. Hælen skal også dækkes. Bindet skal lægges sådan, at det altid er strammest nederst ved tæerne og løsere opover, så stase undgåes. Ved at holde samme stræk på bindet vil kompressionseffekten aftage automatisk opover læggen fordi benet bliver tykkere.

 

 

 

 

Langstræk:

Personer med begrænset bevægelsesevne og som derved ikke anvender sine ben så lægmusklen aktiveres, har bedst udnytte af langstræks kompressionsbind.

Pålægningen sker om morgenen inden de daglige aktiviteter starter.

Et langstræksbind giver et højere "hviletryk", men variationerne i trykket under muskelarbejde bliver mindre. Effekten er mindre følsom for volumenvariation. Langstræksbind holder derfor trykket bedre end kortstræksbind. Pga. det høje hviletryk skal man være opmærksom på muligheden for at kompromittere det arterielle kredsløb, hvorfor man i sådanne tilfælde bør fjerne bindene om natten. Hos ikke-mobile (f.eks. kørestolsbruger) vil langstræksbind være at foretrække pga. den nedsatte muskelbevægelse.

Kortstræk:

Personer der er mobile og anvender sine ben så lægmuskelpumpen aktiveres bør anvende et bind med lavt hviletryk og højt arbejdstryk. Pålægningen sker om morgenen på et afhævet ben, og kan sidde på i flere dage, hvis dette ønskes.

Et bind af kortstrækstypen giver et lavt hviletryk (det tryk, som bindet udøver på væv og afslappet muskulatur), mens man ved muskelarbejde får et højt tryk under bandagen - "arbejdstryk" (det tryk, som den spændte muskel udøver indefra og ud mod bindet).

Kortstræksbind egner sig således bedst til personer, der er mobile og har dynamisk muskelarbejde. Pga. det lave hviletryk behøver kortstræksbind ikke fjernes om natten. Som følge af den lave elasticitet er bindenes kompressionsevne meget følsomme for volumenændringer.

Venøse ulcus cruris

Forside

 

                           

   

        '

 

 

 

                                

Sårtyper

 

Almen sårheling

  

 

 

 

 

 

Vejledning

 

Fotos

 

 

 

 

Ordliste

 

Hvem er jeg ???

 

Nyheder  

 

 

 

 

Venøse ulcus cruris.

 

Højt venøst blodtryk er den hyppigste årsag til bensår.

Det anslås at mellem 60-80% af alle bensår er rent venøst.

 

Hvordan kan man se om det er et venøst bensår?

 

Lokalisation: Venøse bensår ses nederst på benet, ofte lige over anklen på benets inderside. 

Symptomer: Såret er ofte omgivet af en brun/rødbrun misfarvning (hæmosiderin), som er et udtryk for det patalogiske høje tryk hudens blodkar udsættes for. Benet er ofte eksematøs med tør skældende hud, og der er ofte et tydeligt ødem i huden på nedre del af benet og på foden.

Huden rundt om såret kan være indureret (hård), såkaldt lipodermato-sclerose. Ofte er der bare ét sår på benet, men det kan til gengæld være stort.

Personernen har sjældent stærke smerter og sorte nekroser ses kun undtagelsesvis.  

 

Ulcus cruris venosum fremkommer på grund af venepumpen, der betinger blodets tilbagegang fra benet. Årsagen til denne insufficiens kan være nedsat eller manglende funktion af klapperne i venerne. Medvirkende årsager kan være en arvelig disposition, følger efter graviditet, overvægt eller stående siddende arbejde. Stace af veneblod medfører ødem, der efterhånden medfører brunlig misfarvning af huden. Denne misfarvning skyldes hæmoglobinaflejringer, der er presset ud i vævet, og som ikke resorberes tillige med ødemet. Der kommer tørt skældende eksem (staseeksem).

 

Det venøse ulcus cruris sidder normalt på indersiden af crus og hyppigst på den nederste tredjedel. Der vil næsten altid være ødem af crus, især sidst på dagen. Pulsen i foden er normal, men kan være vanskelig at føle, hvis ødemet er udtalt. Foden føles varm. Sårene er hyppigst overfladiske, ofte store, landkortlignende og væskende. En del af disse personer har tidligere haft dyb trombophlebitis.

 

 

Anatomiske forhold:

 

 

Venerne ligger inde mellem musklerne.

Venerne er forsynet med klapper, der sørger for at ensrette blodet.

Klapperne er opbygget som nogle små lommer, som fyldes med blod, når blodet prøver at løbe den forkerte vej. Når de fyldes med blod, spærrer de venerne, så blodet kun kan løbe én vej, mod hjertet.

Ved normal cirkulation vil muskelsammentrækninger i læggen hjælpe til med at pumpe blodet gennem venerne.

En fast bindevævsmembran, som ligger mellem det overfladiske og det dybe venesystem fungere som modhold, sådan at venerne presses sammen når musklerne benyttes.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skader på veneklapperne, eller de dybe vener, vil forstyrre cirkulationen og forårsage et forhøjet tryk.

På den anden side kan skader på veneklapperne opstå af;

  • Vedvarende forhøjet tryk i venerne (særligt i det overfladiske venesystem)

  • Trombose (dannelse af en blodprop i en blodåre)

På grund af at det overfladiske venesystem ikke er dimensioneret til at tåle høje tryk, vil væske og blodceller lække ud af kapillærerne og ud i underhudsvævet. Der opstår et ødem som vanskeliggør diffusionen mellem blodbanen og cellerne i huden.

 

 

 

   Tilstande der øger risikoen:                                    Kendetegn:
  • Immobilitet                                                       - Træthedsfornemmelse/tyngde i benet
  • Overvægt                                                         - Ødem
  • Distale ødemer                                                 - Pigmentering af huden (hæmogoblinfarvestof)
  • Varicer                                                              - Rigeligt sekretion fra såret
  • Tidligere thrombophletis                                  - Oftest lokaliseret ved den mediale malleol
  •                                                                            - Lette til moderate sårsmerter

                                              

 

 

 

Sygepleje til personer med venøst ulcus cruris:

Da ødemet og det venøse tilbageløb hos disse personer er den overvejende grund til sårets opståen og manglende heling, er det også disse to tilstande, som sygeplejen må rette sig imod.

En effektiv kompressionsbehandling med kompressionsbind eller kompressionsstrømper skal påbegyndes, når personen har fået diagnosticeret sit sår som værende venøst betinget. Det er ofte ubehageligt for personen at anvende kompressionsbind, og det er derfor af stor betydning, at personen bliver vejledt om, hvor vigtigt denne behandling er.

Man skal være opmærksom på, at ødemer kan være forårsaget af hjerte- eller nyreinsufficiens, og personen kan have behov for diuretisk behandling, hvorfor lægen skal tilse personen.

 

For at mindske ødemet kan man elevere sengens fodende en smule og sørge for, at personen har en skammel, til benene når han/hun sidder i en stol.

 

Overvægtige personer synes at have større risiko for venøse sår. Kostregulering og vægttab bør drøftes med personen, selv om disse problemer ofte kan være svære at løse hos, især ældre personer.

 

 

 

 

 

Traditionel kompressionsbehandling:

 

Kompressionsforbinding bruges ved venøse og lymfatiske lidelser til understøttelse af muskelpumpen, forbedring af den venøse tilbagestrømning, samt forebyggelse af venøs og lymfatisk stase, f.eks. åreknuder, kronisk insufficiens med skinnebenssår, venøst ødem, tromboflebitis, venethrombe, efter veneoperation, efter behandling af åreknuder eller primær og sekunder lymfeødem.

 

Kompression af benet er som regel en forudsætning for at et venøst bensår kan hele. Den lokale sårbehandling skal derfor altid supleres med kompression. Det ydre tryk forbedrer muskel-venepumpens funktion samtidig med at ødem presses tilbage. Bindet fungerer altså som en erstatning for bindevævsmembranen, mellem de dybe og overfladiske vener.

 

Denne traditionelle kompressionsbehandling går ud på, at et elastisk bind lægges rundt om benet fra tæerne og op til knæet.

Efter at den ganle bandage er fjernet, rengøres benet og såret (evt. med fodbad). Huden tørres godt, løs og tør hud fjernes og evt eksem behandles. Foretag en observation og evaluering af såret.  Huden rundt om såret behandles med fugtighedscreme, eller lignende ved behov. Hvis der ikke er tegn til komplikationer lægges en velegnet primærbandage på såret. Bandagen må være så tilpas tynd, at det ikke vanskeliggør pålægningen af bindet eller gør det umuligt for personen at få sko på.

 

Kompressionsbandagen skal lægges fra tåbasen og helt op til lige under knæet, brug flere bind hvis det er nødvendig. Hælen skal også dækkes. Bindet skal lægges sådan, at det altid er strammest nederst ved tæerne og løsere opover, så stase undgåes. Ved at holde samme stræk på bindet vil kompressionseffekten aftage automatisk opover læggen fordi benet bliver tykkere.

 

 

 

 

Langstræk:

Personer med begrænset bevægelsesevne og som derved ikke anvender sine ben så lægmusklen aktiveres, har bedst udnytte af langstræks kompressionsbind.

Pålægningen sker om morgenen inden de daglige aktiviteter starter.

Et langstræksbind giver et højere "hviletryk", men variationerne i trykket under muskelarbejde bliver mindre. Effekten er mindre følsom for volumenvariation. Langstræksbind holder derfor trykket bedre end kortstræksbind. Pga. det høje hviletryk skal man være opmærksom på muligheden for at kompromittere det arterielle kredsløb, hvorfor man i sådanne tilfælde bør fjerne bindene om natten. Hos ikke-mobile (f.eks. kørestolsbruger) vil langstræksbind være at foretrække pga. den nedsatte muskelbevægelse.

Kortstræk:

Personer der er mobile og anvender sine ben så lægmuskelpumpen aktiveres bør anvende et bind med lavt hviletryk og højt arbejdstryk. Pålægningen sker om morgenen på et afhævet ben, og kan sidde på i flere dage, hvis dette ønskes.

Et bind af kortstrækstypen giver et lavt hviletryk (det tryk, som bindet udøver på væv og afslappet muskulatur), mens man ved muskelarbejde får et højt tryk under bandagen - "arbejdstryk" (det tryk, som den spændte muskel udøver indefra og ud mod bindet).

Kortstræksbind egner sig således bedst til personer, der er mobile og har dynamisk muskelarbejde. Pga. det lave hviletryk behøver kortstræksbind ikke fjernes om natten. Som følge af den lave elasticitet er bindenes kompressionsevne meget følsomme for volumenændringer.