Forside

 

                           

   

        '

 

 

 

                                

Sårtyper

 

Almen sårheling

  

 

 

 

 

 

Vejledning

 

Fotos

 

 

 

 

Ordliste

 

Hvem er jeg ???

 

Nyheder  

 

 

 

 

Forebyggelse og behandling af tryksår

 

Hvad er tryksår og hvorfor opstår tryksår?

Tryksår opstår pga. tryk, når muskel, hud og andre bløde vævsstrukturer presses mellem knogle og et hårdt underlag. Derved klemmes blodkarrene sammen, iltforsyningen standses, cellerne dør.

 

Hyppigst defineres tryksår som en degerativ forandring i biologis væv, opstået pga. kompressions-og forskydningskræfter.

 

Tryksår er resultatet af en oftest langvarig trykbelastning i kombination med nedsat mobilitet.

 

Vævsområder som kommer i klemme mod gips, klips, drænrør og andre hårt materiale kan også lave tryksår.

 

Længerevarende fugtighed skabt af eksempelvis plastovertræk eller inkotinens opløser huden og gør hudskader og sår opstår lettere.

 

Personer med nedsat bevidsthedsniveau og eller følesans er specielt udsatte for at udvikle tryk-og fiktionssår.

 

Forstyrrelser af mikrocirkulationen i huden er en stærkt bidragende årsag til opståelse af sår hos ældre personer.

 

Tilstande der øger risikoen:

  • Fedme

  • Afmagring

  • Diabetes mellitus

  • Dissemineret sklerose

  • Prednisonbehandling

  • Høj alder

  • Immobilitet

  • Nedsat sensibilitet

  • Lammede legemsdele

 

 

Hvor opstår tryksår?

Tryksår opstår sædvanligvis hvor en skelletdel ligger nær huden - forudsat at der foreligger en trykbelastning eller vævsforskydning mellem knogle og underlag.

Ved rygleje indebærer også et kraftigt tryk mod skuldre.

En anden vanlig lokalisation er hælene, især hvor der er kontraktur i knæ.

Ved udadrotering i hoften ændres lejring af laterale malleol, der derved udsættes for tryk mod madrassen.

 

 

 

 

 

Særligt udsatte områder:

  • Kanten af ørerne

  • Skulderbladets knoglefremspring

  • Skulderrundingen

  • Albuespidsen

  • Hofterne

  • Os sacrum

  • Hælene

  • Malleolerne

 

 

 

 

Hvordan forebygges tryksår?

Det vigtigste er trykaflastning / trykfordeling.

Der findes mange forskellige madrasser og aflastningspuder på markedet.

Et vendeskema er altid en god ide. 

 

 

Der findes mange trykaflastende materialer på markedet, baseret på f.eks skum, gele, fibre og luft.

Skumgummimadrasser skal have en sådan tykkelse og konsistens, at de netop holder den pågældende person fri af madrassens underlag, uanset personens vægt og lejring, også hvis personen sættes op i sengen.

Vibrationsmadrasser vibrerer ikke. De har en kompliceret og drives af en ikke helt støjfri elektrisk pumpe, som alternerende fylder hver anden kanal i madrassen med luft. Risikoen er, at der nemt opstår en utæthed uden at det opdages. Er der ikke luft i systemet, aflaster madrassen ikke.

En anden almindelige anvendte vandmadras er en luftmadras, som er fyldt med vand. Fyldningsgraden kan og skal varieres i overensstemmelse med belastningen, (personens vægt og lejring). Man kontrollerer, om den påfyldte vandmængde er korrekt, ved at føre en hånd ind under madrassen, hvorpå personen er lejret. På denne måde kan man sikre sig, at der er et par centimeter vand imellem personens laveste punkt, (f.eks. os sacrum). Se i øvrigt under afsnittet leverandører og produkter.

 

Mellem hver vending aflastes tryk ved at flytte og bevæge personens arme og ben. Ligeledes skal såvel skuldre og hofte ændre leje og bevægelse.

 

Hvis personen er i sengeleje medfører dette risiko for kraftigt tryk på korsbenet.

 

I sideleje er det lårbenets udprominering som udgør en stor risiko.

Med personen 30o vinkel - skiftevis mellem venstre og højre side - får man en god og risikominimerende position. En pude placeres mellem underben og knæ for at undgå tryk mod hæle, fodknogler og knæ.

Man skal være opmærksom på, at man ikke nøjes med at flytte trykket fra et område til et andet. Ønskes hælen f.eks aflastet, hjælper det ikke med en 5-6 cm bred aflastning under ankelen. På denne måde flyttes trykket blot til achillesenen i stedet for hælen. Hvis hælen skal aflastes, skal denne aflastning placeres under hele underbenet

 

Tænk altid på friktionsrisikoen ved sengeleje. Et plant leje indebærer at man kan undgå at trække personen op i sengen. Er personen gledet ned, - løft i (f.eks. stiklagen) istedet for at trække op i personen.

 

Der findes også mange trykaflastende forbindinger / plastre, som kan klæbes / fikseres udenpå f.eks et knoglefremspring og lignende. (Lammeskind, Duodermplader m.m.) Se i øvrigt afsnittet leverandører og produkter.

 

 

Hvad kan man elles gøre for at forebygge tryksår?

 

 

Personens væske - og ernæringsbalance er også en yderst vigtig faktor ved forebygning og (opheling) af tryksår. Mange ældre eller svært syge personer har en nedsat næringsindtagelse. (Stress under måltider, smag og anretning, madvaner m.m.), er velkendte problemstillinger.  Risikoen for at udvikle sår øges i disse situationer. Muligheden for at ophele et allerede opstået sår begrænses også af næringsbrist.

En diætist kan ofte give råd og støtte til den enkelte person, derfor skal man udnytte muligheden for råd og vejledning til personer med risiko for udvikling af tryksår.

 

 

 

Hvorfor er næringsstoffer vigtige?

 

Det vi spiser og drikker  indeholder næringsstoffer, vitaminer, mineraler og vand. Fødens bestanddele bruges i cellernes stofskifte. Ved stofskifte forstås dannelse af nye celler, eller når man skal erstatte celler, der er gået til grunde. Også dannelse af  feks. hormoner, enzymer og antistoffer hører til stofskiftet.

 

Kulhydrater. 

Kulhydrater bruges hovedsageligt i energistofskiftet. Det vil sige, at de nedbrydes med det formål at skaffe energi, der bruges af cellerne, når de skal udføre deres arbejde. 

55-60% af den energi, der skal bruges af cellerne, bør komme fra nedbrydning af kulhydrater.

Kulhydrater i maden fås hovedsageligt fra planter som kartofler, ris og kornprodukter som brød, grød, pasta, mel og fra mælkeprodukter. Men kulhydrater fås også fra frugt og honning og som almindeligt sukker.

 

Fedt.

Fedt bruges til at kunne optage de fedtopløselige vitaminer og det bruges også til energidannelse ligesom kulhydrater, men indgår desuden i opbygningen af vores celler. 

Det er ikke helt lige fedt, hvad for fedt man spiser. I kosten findes to typer fedt. Den ene type er triglycerider.

Triglycerider indeholder nogle fedtsyrer, som kaldes mættede fedtsyrer. De mættede fedtsyrer er de farlige fedtsyrer, fordi de mættede fedtsyrer sammen med kolesterol, er årsag til åreforkalkning. Den anden type fedt er kolesterol. Kolesterol findes i små mængder i kosten, men dannes også i leveren. 

Er fedtindholdet i blodet for stort, kan det aflejres i blodkarrenes vægge, hvor cellerne kan ødelægges. Senere aflejres kalk i karvæggen, som bliver stiv og ueftergivelig. Der opstår åreforkalkning, arteriosclerose. Når karvæggen først er blevet beskadiget, er der risiko for, at der dannes blodpropper.

Den daglige kost bør højst indeholde 30% fedt.

 

Proteiner.

Proteiner fås hovedsageligt fra kød, fisk, æg og mælkeprodukter, men også grønsager som ærter, bønner og linser indeholder protein. Den daglige kost bør indeholde 10-15% protein.

Proteiner er opbygget af aminosyrer, der er bundet sammen i lange kæder. Når vi spiser proteiner, nedbrydes de i fordøjelseskanalen til aminosyrer, ved at kæderne klippes i stykker. Nedbrydningen sker, fordi aminosyrerne er så små, at de kan optages fra tarmen, men proteiner er for store.

Hvis man sammenligner aminosyrerne med mursten i et hus, kan man rive huset ned og bruge de samme mursten til at bygge et nyt hus, som ser helt anderledes ud, selvom det er bygget af de samme sten.

Der findes 20 forskellige aminosyrer. De 9 kaldes essentielle, fordi de er nødvendige og vi kan ikke danne dem selv. De øvrige aminosyrer kan vi danne selv, hvis vi blot har andre aminosyrer at danne dem af. 

Poteiner skal vi altså have og de skal indeholde de essentielle, (livsnødvendige) aminosyrer, for at vi kan -

- Danne muskler, knogler hud.

- Danne forskellige stoffre; hormoner og enzymer, der sørger for, at alle opbyggende og nedbrydende processer i kroppen kan foregå.

- Danne antistoffer, så vi kan forsvare os mod mikroorganismer, som er trængt ind vores krop.

 

 

Vitaminer og mineraler.

Vitaminer og mineraler er livsnødvendige stoffer, som ikke kan dannes i kropprn. De må derfor tilføres med føden. Mineraler, der kun skal bruges i meget små mængder, kaldes sporstoffer.

Vitaminer inddeles i de fedtopløselige vitaminer A,D,E og K og de vandopløselige B og C-vitamin. 

 

A-Vitamin har betydning for epiteldannelsen. A-vitamin er nødvendigt for normalt syn og for hud og slimhinders opbygning. A-vitamin findes bl.a i lever, grønsager, gulerødder og mælkeprodukter.

 

B-Vitaminer omfatter en række forskellige vitaminer. De fleste fungerer som hjælpere til enzymer, der i kroppen fremmer omsætningen af næringsstoffer. B-vitaminer får man ved at spise grønsager, hele kerner, fuldkornsprodukter, æg, lever, kød og fisk.

 

C-Vitamin, ascorbinsyre er nødvendigt for dannelse af proteiner i knoglevæv og bindevæv. Det er derfor vigtigt for sårhelingen. Desuden fremmer C-vitamin jernoptagelse fra tarmene.

(Vandopløselige vitaminer deponeres ikke, men udskilles med urinen). Derfor er det vigtigt med dagligt tilskud. Under sårhelingen er behover for C-vitamin større end normalt, da C-vitamin har betydning for dannelse af kollagene fibre. C-vitamin findes i citrusfrugter, jordbær, broccoli, kål, m.m.

 

D-Vitamin ernødvendigt, for at kalcium og fosfat kan optages fra tarmen og indbygges i knoglerne. Uden D-Vitamin bliver knoglerne bløde.

 

E-Vitamin styrker cellemembranerne

 

K-Vitamin er nødvendigt, for at blodet kan koagulere, (størkne) , så man kan standse blødninger.

 

Mineraler.

 

Natrium indgår i kosten som natriumklorid, der er almindeligt salt. Natrium binder vand i kroppen og har desuden betydning for impulsudbredelse i nerver og for muskelfunktion.

 

Kalium findes hovedsageligt inde i cellerne, mens natrium mest findes mellem cellerne i vævsvæsken. Natrium og kalium er med til at skabe en elektrisk forskel på yder - og indersiden af cellemembranen, som er nødvendige for nerve - og muskelfunktion. Vanddrivende medicin, samt voldsomme opkastninger eller diareer kan medføre kaliumtab. Dette kan give symptomer som muskeltræthed, almen træthed og uregelmæssig hjertefunktion. Kroppens natrium og kaliumindhold reguleres i nyrerne og ved utilstrækkelig nyrefunktion kan der forekomme øget kaliumindhold i kroppen. Dette kan medføre blokeringer af impulsudbredelse i hjertet, så hjertet ikke kan slå.

 

Kalcium Indgår i tænder og knogler og er desuden nødvendig for impulsoverførsel fra en nervecelle til en anden samt for normal muskelfunktion. Kalcium bruges også til blodets koagulation.

 

Fosfat indgår sammen med kalcium i knoglerne, men findes også sammen med fedt i cellernes membraner.

 

Jern indgår i hæmoglobin i de røde blodlegemer. Jern har betydning for ilttransport.

 

Zink, personer med zinkmangel har nedsat evne til sårheling og nekroseafstødning. En ensidig kost og eller stor sekretafsondring fra et sår vil ofte give zinkunderskud. Tilførsel af zink enten lokalt eller pr. os til disse personer vil derfor have en positiv indflydelse på heling af kroniske sår. Zink fås gennem nødder, fuldkornsprodukter, fisk, skaldyr og bønner.

 

Proteiner, Al vævsdannelse kræver proteiner, og en mangel på disse stoffer fører til nedsat eller forsinket dannelse af kollagent bindevæv.

 

Vand, har livsvigtige funktioner, og uden væsketilførsel kan man kun overleve få dage. 

 

Vand, fører næringsstofferne rundt i blod og lymfe.

       - er med til at sikre, at næring føres fra blodkar til celler og affaldsstoffer den modsatte vej.

       - er nødvendig for at alle processer i cellerne kan foregå.

       - affaldsstoffer, som dannes ved cellernes stofskifte, udskilles fra kroppen opløst i vand som urin.

       - Endeligt deltager vand i varmeregulationnen ved at blodet fordeler den varme, som dannes ved cellernes

         stofskifte. Desuden indgår vand i sved.

 

Mangel på vand fører til, at huden udtørrer. Derved sprækker huden nemmere og der opstår sår.

Mangel på vand betyder også, at der først kommer til at mangle vand i blodet. Blodmængden bliver derfor mindre og blodtrykket falder.

 

 

 

Er der andet man kan gøre for at forebygge tryksår?

 

Hudens pleje, (en god personlig hygiejne) er en anden vigtig faktor ved forebygning og opheling af tryksår.

Den daglige inspektion af det aktuelle hudområde er vigtig. Ved forandringer skal dette registreres.

Ældre menneskers hud har dårligere elastisitet end yngre, hvilket giver mulighed for sprækker og irritation som forstyrrer hudens barrierefunktion. Udskildelse gennem sved - og taglkirtler er mindre hos ældre personer.

Derimod er det vigtigt at urin og afføring fjernes hurtigt fra huden. Til afvaskning anvendes mild sæbe og lunkent vand. Forsigtig tørring og fugtighedsbevarende creme er to komponenter som medvirker positivt til hudens pleje.

Temperaturen i huden har også betydning for udvikling af tryksår. Forhæjet temperatur pga. underlag, puder og madrasser der producerer og holder på varme er i disse tilfælde en stor ulempe for personen. Feber indebærer også forhøjet hudtemperatur, hvilket også kan bidrage til en hurtigere sårudvikling. Det er vigtigt at undersøge at feberen ikke udgår fra såret. (Inficeret).

 

 

Hvordan behandles et opstået tryksår?

 

Behandlingen af personen med tryksår, rettes mod årsagerne til sårets opståelse. Dermed bliver behandlingen stort set den samme som den forebyggende behandling. At behandle sår er en meget tidskrævende arbejdsopgave. Det vigtigste er stadig aflastning.

 

Tryksårpersonens almene status og bedømmelse af selve tryksåret udgør grundlaget for diagnose og behandlingsmålsætning. Udfra dette skabes individuelle og realistiske delmål som afgør den fortsatte behandling. Tryksårsbehandlingen bør være en korrektion af både eksterne faktorer, (tryk, vævsforskydning, friktion og maceration og interne faktore (personens fysiske tilstand).

Følgende paramentre skal bedømmes;

 

 

  • Sårets sværhedsgrad (klassifikation)

  • Lokalisationen af såret.

  • Sårstørrelse.

  • Udseende.

  • Sekretion / væske.

  • Personens evt smerteoplevelse.

  • Evt. andre ubehag af såret.

 

 

Den direkte sårpleje tager altså udgangspunkt i sårets fase og tilstand. Derudfra vælger man, hvilket præparat man vil benytte til plejen af såret i det givne tilfælde. Indtil et effektivt trykaflastende hjælpemiddel er fundet, kan det dog være nødvendigt at vende personen ofte. Hvor ofte må bero på personens grundlidelse, objektive observationer af personens hud og personens subjektive behov.